Der var nogle piger der var lidt for nervøse inden søndagens kamp mod Brønshøj. Brønshøj havde godt nok nogle rene "kæmper" i forhold til vores 97'ere, men det behøver jo ikke at betyde noget. Det forsøgte jeg så at fortælle spillerne, men desværre var de låst fast i opfattelsen af, at det her nok er en for stor mundfuld for vores pigehold. Det kunne også ses på spillet, som var langsomt og uden den energi der plejer at afspejle deres indsats til træningen, samtidig med at vi i frygt for "låg" begyndte at skyde i en afstand, hvor selv vores herreseniorer har svært ved at ramme. Så selv om vi kæmper bravt (ikke 100%...) så er vi totalt nedspillet i 1.periode, der ender 14-2 til Brønshøj. Lidt bedre går det faktisk i 2.periode, hvor vi stadig prøver de lange skud, i stedet for at gøre som til træning, men score, det gør vi på de korte skud: Alligevel er vi bagud med 26-12 ved pausen. Træneren holdt en kort men velmenende opsang til spillertruppen. Tempoet skal op, vi skal presse, ind under kurven med bolden, der kan vi score fra! Som sagt så gjort, vi sætter tempoet 3 gear op, pumper bolden ind under kurven og det giver bonus, vi scorer 14p mod 10p i 3.periode,  vi er ikke helt fortabt, nu kun bagud med 36-26. I 4.periode er vi her, der og allevegne, vi erobre bolden utallige gange, når Brønshøj prøver at drible op ad banen, og vi har held og dygtighed til at sætte et par mellemdistanceskud. Dette bringer os tættere og tættere på, og 3 min. før tid er vi helt lige, 40-40. Nu skulle hovedet holdet koldt, og flot at spillerne så også gjorde det. Vi scorer 2 gange og Brønshøj een gang, og jublen ville ingen ende tage da slutsignalet lød, vi vinder med 44-42. Det var en stolt træner der efter kampen resumerede "hvad sagde jeg i pausen, vi skal jo bare gøre som til træning"